Som det første findes der mange typer af det at være maler, hvor man kan være en bygningsmaler, der har noget ret ensformigt arbejde, men hvor man alligevel kan lide gentagelserne i det.

Man kan også have specialiseret sig i at male bestemte typer af materialer, som kunne være træ.

Så er der dem, der godt kan lide at udsmykke større bygningsfacader og andet, hvor man måske skal til at have ens kunstneriske gen frem.

Der er også skiltemalere og finmalere, der virkelig skal have en rolig hånd for at nørkle med en præcision, så det hele kan komme til at se fint ud.
Meget af den slags kan printes eller bruges som klistermærker nu om dage, men det er blevet retro-populært at benytte sig af en reel maler til den slags opgaver.

Selvfølgelig er der også de kunstneriske malere, om man er kendt eller ukendt.

Men en maler skal måske også tage sig af de mere “kedelige” opgaver, som man ikke ser så meget frem til: Renovation.

Man må tage det sure med det søde

Man skrev sig måske i sin tid ikke op til at blive maler, fordi man glædede sig til at rette andre mennesker uheld til, om det så er i privaten eller i erhvervet, eller man skulle hen at ordne svinestreger af nogle malerprojekter af den ulovlige slags.

I det første eksempel kan det måske føles meget fedt at vise folk, hvordan man rigtigt maler, og at man kan fortælle dem, at de altid skal tilkalde en, når der skal males – også helst fra begyndelsen af.

Men at skulle ordne for eksempel graffiti, som bøller havde det sjovt med at lave, mens man selv skal bruge ens tid på, mens man kunne lave andre mere spændende opgaver, er måske ikke det mest tiltalende.

Nogle gange er man bare nødt til at tage de kedelige opgaver med et smil også, for der kommer jo nok noget mere spændende senere.